Diagnosernes talerør

Hey allesammen

Så er jeg tilbage på pinden, hvilket vidst også er ved at være længe siden sidst?

Der har bare været frygtelig mange ting at se til, og meget mere end jeg selv havde regnet med.

Jeg sad tilbage i Februar og filosoferede over livet og dets gøremål. Sad i min egen boble og tænkte på: “Hvorfor og hvordan har jeg formået at få en diagnose? Er den medfødt? er den kommet i løbet af mine leveår? Hvornår gik den egentlig i ‘udbrud’? Vil mine børn blive ‘ramt’ selv af en diagnose fra mig eller påvirket over mine sommetider drastiske impulsive handlinger?”

Det er virkelig mange spørgsmål, men samtidig ønsker man virkelig også at man kan få et svar.

Nu ved jeg med mig selv, at jeg har et barn der selv har nogle problematikker, og som også er blevet testet med den kognitive test WISC-V (Wechsler Intelligence Scale for Children), hvor det viser at min søn relativt arbejder systematisk og vedholdende på opgaverne og samtidig bruger sproget som støtte.
Denne WISC-V er en psykologisk test, som går ind og vurdere intellektuel på børn. Testen kan give en et indtryk  barnets måde at arbejde på, generel viden og forudsætninger for at tilegne ny viden.

I min søns situation, viser resultatet en jævn kognitiv profil. Dvs. at hans intelligens og mentalitet generelt ligger langt under hans aldersvarende samt har brug for at blive hjulpet igennem hverdagensfærdigheder.

“Man er ikke sin diagnose – Man er et menneske med en diagnose”

Alt dette ved jeg uden tvivl hans far (N) nok skal klarer, da det er ham der er primær omsorgforælder og har været det siden vores søn har været knap 3 år.

Jeg har ofte nogle samtaler med min søn når vi enten FaceTimer eller han er på weekend hos os, omkring, at han godt kunne tænke sig at man kunne udtrykke sine følelser overfor normale mennesker som ingen diagnose har, så man ikke skal føle at “de” altid skal kigge så mærkeligt på en, blot fordi man er anderledes.

Og dette fik virkelig sat noget igang for mig, at jeg faktisk inderligt gerne vil være min søns talerør, fordi at, os med diagnoser, kán have svært ved at forklare/uddybe hvad der går igennem ens hoved eller krop, eller når man er i en ubalance. Så jeg har de sidste par måneder siddet og funderet i, hvad pokker jeg kan gøre for at hjælpe mig selv og ikke mindst, min søn – men som han også siger: “Mor, det gælder jo os alle de andre mennesker der er syge i hovedet og kroppen” – Sommetider elsker jeg virkelig måden han siger tingene på!

Tanken bag alt dette for mig er, at skabe mulighed for, at mennesker med en psykiatrisk diagnose får modet til at turde åbne sig op og fortælle om deres egne diagnoser, og at til dem som er pårørende, tør at lytte.
For jeg synes ærligt at vi med en diagnose mangler noget der menneskeliggøre det med, at vi lever med et noget større sårbart sind, men som samtidig også kan vendes i nogle situationer og sige – “vi har blot lidt ekstra tilbehør med i bagagen”. For det man så ofte høre er meget sensations præget: “En psykosekælling gik amok … blabla”. Der mangler vi virkelig noget forståelse for, at vi jo netop ikke ér vores diagnose – men er et menneske som alle andre, bare med en diagnose.

Så nu er jeg nået så langt at jeg er kommet til HVAD vi skal have lavet og vi har SELV designet hele lortet, pænt sagt! Vi har fået en samarbejdspartner i hus og med det produkt vi har lavet i særdeles bærerdygtighed, burde det kun gå den rigtige vej.

Så har du også en diagnose eller kender du en som har det, så gå ind på _iamdifferentdk og følg siden på din instagram. Der vil snart blive offentliggjort og uploaded billeder/videoer af det vi har haft i tankerne og fået til at blive til en realitet 😉

Inden jeg runder helt af, vil jeg lige dele hvor heldig jeg er hvert anden Fredag, og hente en så livsglad dreng hjem fra skole – se video på linket -> c9e4d232-adb1-41bf-9f80-e9d80e06436e